Rum til omsorg
Rum hvori der skal ydes omsorg, kræver stillingtagen til utallige problematikker
(Teksten er derfor noget lang og under udvikling. Scrol ned og find de afsnit som giver mening for dig, eller kontakt mig for en samtale i stedet)
<br>
Her nævnes nogle af de vigtigste problematikker:
Plejehjem, beskyttede boliger, hospitaler, hospices m. fl indeholder rum, hvori den omtalte omsorg skal ydes.
Patientens synsvinkel
Plejerummet skal have så stærk en arkitektonisk bearbejdning, at det kan stimulere patientens behov for afvekslende rumlige oplevelser døgnet igennem. Ved opførelse og ombygning af eksisterende institutioner, skal der derfor tages højde for permanent sengeliggende personer, hvis en omsorgfuld tilgang til patienter skal opnås.
Plejepersonalets synsvinkel
Samtidig er rummet en arbejdsplads, der kræver en omsorgsfuld indstilling til personalet. Der skal langt mere til, end at overholde minimumskrav, for at have indflydelse på medarbejderes arbejdsglæde og for at få fuldt udbytte af deres professionelle evner. Placering af funktioner i forhold til hinanden, kan betyde forskellen på en god eller dårligt fungerende arbejdsplads.
Organisering af rum, fremstår konsekvent som et punkt der kunne havde været lagt mere vægt på, i opstartsfasen af institutionsbyggerier.
Jeg anbefaler derfor at I kontakter mig, så tidligt i forløbet som muligt.
Rengøringsvenlighed
Er ikke kun omtalt af hensyn til servicemedarbejderes arbejdsforhold. Det handler også om smittekilder, fare for at skrøbelige patienter kommer galt af sted samt den komplekse miljøvenligheds faktor mv. Af hvem og hvordan opstilles prioriterngsrækkefølgen, når én problematik rummer så mange og vidt forskellige faktorer?
Fremkommelighed i stedet for tilgængelighed
At overholde regler for tilgængelighed, er ikke det samme som at skabe en omsorgsfuld fremkommelighed for handicappede. At der er venderadius til kørestole omkring spisebordet, er fx lige så vigtigt som venderadius ved indgangsdøren. Der stilles bare ikke krav hertil i lovgivningen.
<br>
Ulempe ved konkurrencer
Når kommuner eller selvejende institutioner udvælger et vinderprojekt, vurderes disse ud fra en lang række parametre der tilsammen giver et resultat. Det kan være man får en smuk bygning, der ligger godt på grunden, har store arkitektoniske kvaliteter og en pris der holder budgettet.
Konkurrenceforslaget er skitseret og tilrettes undervejs.
Jeg har set flere eksempler på vinderprojekter, der fx aldrig vil kunne leve op til ovenstående eksempel vedrørende venderadius om spisebordet. Dette være sig pga byggefeltets muligheder, konstruktionen der ikke tillader vide nok spænd (søjler ødelægger tilgængeligheden), eller en helt tredje årsag.
Det der virkelig gælder, når vi taler om disse brugergrupper, er det der kommer helt tæt på kroppen. Det er her arkitekturen optimalt bør udspringe og skabe rum til omsorg, men praksis med konkurrencer fraholder denne arbejdsmetode.
Omsorgsrum og demens
Et felt der skal have sin helt egen arkitektur, er rum til demente patienter. Da vi i Danmark oftest tilbyder disse patienter plads på almindelige hospitalsafdelinger, venteophold eller plejehjem, er konsekvensen at alle institutioner, skal indrettes til mennesker ramt af demens. Ingen af de nybyggede plejehjem jeg har besøgt, har levet op til de kognitive ændringer demensen medfører. Dette betyder forskellen på at kunne leve i nogenlunde harmoni på en institution eller ej. Området burde have allerhøjeste bevågenhed fra samtlige faggrupper involveret i omsorgsbyggeri og er ikke svært tilgængeligt stof.
Store værdiforskellige blandt en byggesags parter, samt kommunikationsproblemer
Arkitekter, bygherrer, alle personalegrupper, patienter og pårørende, taler i stor stil forbi hinanden og forventer urealistiske evner hos de andre.
Man kan ikke vide hvordan det føles eller hvad det kræver, at være personen der ligger uden bukser på i sengen, når døren pludselig går op – med mindre man har været i situationen selv. Hvor mange bygherrer eller arkitekter har mon været i samtlige situationer, der burde have den type overvejelser, når arkitekturen udformes? Er man hånden på hjertet, i stand til at sætte sig i andre mennesker sted?
Der ligger en kæmpemæssig udfordring, når nye institutioner detailplanlægges, fordi detajler er ofte så evidente for brugerne, at de end ikke registrere dem. Jo, når de er lavet forkert. De samme detaljer eksisterer nogen gange slet ikke i fx arkitektens begrebsverden. Hvem har så ansvaret for at det gik galt? Byggestyren i kommunen, eller måske den selvejendes institutions administrator?
<br>
Hvem mener hvad i en gruppe med samme baggrund?
Det er en overset, men vigtig observation, at fagpersoner indenfor omsorgsområdet ofte skifter arbejdsplads. Derfor møder jeg ind i mellem personaler der lever med en for dem, uhyrlig detalje i bygningen. Beslutningstageren er rejst for længst.
Det svarer til, at en arkitekt har stirret sig blind på en særlig detalje og holder på den til det sidste. For måske senere at opleve, at den ikke holdt.
Brugerinddragelse har derfor nogle konsekvenser der kan være svære at indse, hvis de andre om bordet oplever netop den ene person som kompetent. Samtidigt kan enkelte brugere opleves som krakilske og derfor bliver overhørt på vigtige områder.
Min holdning til den slags er, at man må analysere sig frem og opstille scenarier for og i mod. Værdisæt kan være et godt redskab hvis de er gennemarbejdet og floskelfri.
<br>
For mig at se, mangler der det sammenbindende led, som sørger for at samtlige detaljer gennemgås, med rettidig hu og omsorg.
Jeg oversætter sprog mellem faggrupper og hjælper med at vurdere samt fremkalde den mest værdifulde løsning på modsatrettede ønsker.
Detaljerne der skal indtænkes er ofte ret enkle. I tilfældet med blufærdigheden, handler det fx om hvilken retning sengen vender i.
<br>
<br>
Hvad hvis det er gået galt og institutionen står ufiks og færdig?
Der er i de fleste tilfælde meget at nå ved hjælp af indretningen. Det kræver dog både viden og overblik at udføre den slags komplekse indretningsopgaver. Jeg har set eksempler på hvor galt det kan gå, hvis man udelukkende fokuserer på en hyggelig stemning, eller på hvor tilgængelige rummene er. Indretningsarkitekter kan gøre mere skade end gavn – et eksempel er et hjem, hvor bordene ikke tillader plads til armlæn. Dvs at kørestole og mennesker med behov for støtte for at holde sig oppe, er frataget muligheden for socialt samvær Dette ved hjælp af en dyrt betalt privat indretningsarkitekt.
En ting er helt sikkert. Det kal aldrig anbefales at overlade indretningen til personalet. Personalet har omsorgen yderst i alle tilfælde og prioriterer i alt for lille grad, deres egne arbejdsbetingelser. Investering i møbler er en ret stor post, så det bør være muligt at få eksperthjælp til indretningen indenfor budgettet – til gengæld slipper man for nogle af de noget besynderlige indkøb, så som møbler der ikke kan rengøre eller møbler der reelt ikke er plads til.
Indretning er en kunst.
<br>
Uanset om I vælger at kontakte mig, så håber jeg I vil overveje hvor mange menneskers liv, der rent faktisk berøres af den slags uvidenhed – Mennesker hvis livsudfoldelse i forvejen kan være stærkt begrænset og som derfor berøres ekstra kraftigt, af en hurtig beslutning om et mødebord. Viden er langt hen ad vejen tilgængelig i form af litteratur og forskningsprojekter. Det tager blot tid. Det kan sikkert også være en udemærket løsning at medbringe en kommunikationsekspert til møder. I hvert fald håber jeg I gør alt I kan, for at få de mest omsorgsfulde rum muligt.
Et lille praktisk råd, som måske virker helt tosset lige først, det er “hvor skal TV-ét placeres”?
Tænk lidt over betydningen af dette spørgsmål, før du trækker på smilebåndet.
<br>
<br>
<br>
Lidt om hvorfor jeg tillader mig at omtale mig selv som ekspert:
Da jeg som 16 årig gik ud af skolen, startede jeg min ligeledes 16 årige karriere indenfor pleje og omsorg. Faget har bragt mig vidt omkring, særligt efter jeg tog uddannelsen til Social- og sundhedsassistent i 1993. Jeg arbejdede flest år som ansvarshavende aftenvagt på et lille plejehjem Sct. Thomas, på Frederiksberg. Sideløbende arbejde jeg deltid som vikar, og har i egenskab af sådan oplevet flere hundrede plejehjem. Jeg har været i utallige private hjem og beskyttede boliger og har personligt kendskab til hospice og hospitalsafdelinger.
Min faglige stolthed byder mig at fortælle, at på seks år, døde blot en beboer ud af 11. Den normale “liggetid” på et plejehjem er ca. 6 mdr. Flere døde umiddelbart efter flytningen til et større hjem. Jeg har ikke belæg for at udtale mig om hvorfor, men kan sige at vi var en stor familie i nogle utidssvarende omgivelser, som gjorde vi rykkede tæt sammen og så var vi så få, at vi kom ind under huden på hinanden. Beboerne havde omsorg for personalet – vi var der jo alene.
For at sige det rent ud, så har jeg vredet ryggen ad led på mig selv, tabt beboere på gulvet, stukket fingrene ned i de mest ubehagelige situationer og set flere bare numser, end der er de fleste forundt på et helt liv. Jeg har jaget nåle i syge, passet sår fra amputationer og talt så meget om vejret, at jeg ved hvad det egentlig handler om. Psykisk syge har oplevet mig som deres elskede det ene øjeblik, og som deres værste fjende det næste. Jeg ved hvad det vil sige at være i tyverne og blive kaldt mor af en halvfemsårig
Meget af min hukommelse sidder slet ikke i hovedet. Det er derfor det kan være så svært at beskrive, hvad det vil sige at yde omsorg og føle et omsorgsfuldt arbejdsmiljø. Min krop ved hvordan, langt hen ad vejen. Det er ikke noget man kan læse sig til eller lære ved at gå i praktik en måned.
Jeg er ofte blevet mødt med en indstilling om, at jeg har fjernet mig langt fra mit tidligere arbejde, ved at uddanne mig til Arkitekt. Sådan oplever jeg det slet ikke. For mig handler Arkitektur først og fremmest om mennesker. Det er også derfor jeg går fra den ene type opgave til den anden, med selvsikkerhed.
Kategorier
Indhold
Links
Bolig Live
KunstrejseOm Ane Boa:
